Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.Læs mere ...
Har vi et tykfobisk samfund? Det mener Line Reiff, der hele sit liv har kæmpet med kiloene og gik helt ned med flaget, da en læge påbød hende at tabe sig yderligere for at få fertilitetshjælp. Læs mere ...
Vi har som kommende eller nuværende mødre nogle klare ideer til hvad det vil sige at være en god mor. Er hun en god mor, hende der står en sen aften i Netto med en vrælende unge på armen med et opgivende udtryk i ansigtet? Er hun en god mor, hende der gerne vil dyrke sin fritidshobby 3 hverdagsaftener om ugen- uden familien? Er hun en god mor, hende der insisterer på ikke at tage hele barslen selv? Eller hvad med hende, der indrømmer nogle gange ikke kunne overskue en grædende baby kl. 1 om natten?Læs mere ...
Så skete det. Som et lyn fra en skyfrihimmel. Min veninde annoncerer, at hende og hendes partner skal have et barn. Jeg er glad på hendes vegne. Selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne. Hun er som skabt til at være mor, og hun stråler – mere end nogensinde før. Men alligevel kan jeg mærke, at de egoistiske tanker begynder at dukke op i hovedet. Tankerne, hvor jeg udelukkende fokuserer på mig selv og min rolle i den annoncerede graviditet, viser sit ansigt. Tankerne om hvad det skal betyde for vores venindeforhold, at der kommer en baby ind i billedet. For jeg ved udmærket godt, at der kommer til at ske en ændring i vores venindeforhold. Det har jeg set på film, læst om og set ske i andre grupper af veninder. Man har gennem tiden hørt mange historier om, at det der med veninder ændrer sig en hel del, når man får børn. Fortællinger om, at folk falder fra, og beretninger om, at veninder, der får børn, bliver piss’ kedelige. Læs mere ...
I artiklen »Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke« fortæller fotojournalisten Nanna Navntoft historien om den udviklingsforstyrrede 27-årige Mie Damkjær, der grundet sin udviklingsforstyrrelse har valgt ikke at få børn. Udover at give indblik i, hvordan den unge Mie håndterer sin længsel efter børn, giver artiklen også anledning til at aktualisere spørgsmålet: Har alle ret til at blive forældre?
NORDENS PARIS: Klokken er 18:15 og jeg sidder i min vindueskarm i min lejlighed efter at have læst Nanna Navntofts artikel omhandlende barnløse Mie. To modsatrettede tanker præger min tankeproces:
Først får jeg ondt af kvinden, der skal slå sig til tåls med livsløse dukker, når hendes største ønske at blive mor til et biologisk barn. Derned mærker jeg fascinationen af den styrke, det må kræve at sætte sit egoistiske behov på hylden i et forsøg på at gøre det rigtige.
Er børn en menneskeret? »Det er den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Så kan det godt være, at der er andre, der vælger noget andet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden, som vokser op med nogle forældre, der ikke er i stand til at give barnet det liv, som det fortjener«.
27-årige Mie kommer her med et tankevækkende argument, der danner grund for hendes beslutning om at forblive barnløs til trods for hendes kæmpe længsel efter at blive mor. Selvom Mies situation, samt hendes pointe om ikke at kunne leve op til den optimale forældrerolle, bygger på hendes mentale handicap, giver hendes selvindsigt og opofrende væsen stof til eftertanke hos mig, der selv biologisk set nærmer mig min mest optimale fødealder. Hvis jeg ser bort fra generelt at være velfungerende samt at være i optimal fysisk form, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv samme spørgsmål som 27-årige Mie: ville jeg være i stand til at give et barn det liv, det fortjener?
Ret eller pligt? Jeg er 22 år gammel. Studerende på 3. semester på Aalborg Universitet. Og jeg har travlt med livet. Blod på tanden. Lyst til at opleve. Og så er mit biologiske ur igangsat.
I forbindelse med at have valgt en uddannelse der kræver at være forberedt på ikke at have fast bopæl i længere perioder, har jeg med mit studievalg gjort mig det klart, at mine fremtidsplaner ikke stemmer overens med optimale rammer for at bringe børn til verden. Jeg er født og opvokset i udlandet og har i en alder af 22 haft 10 forskellige adresser samt gået på 8 forskellige undervisningsinstitutioner, og selvom mine forældres livsstil har inspireret mig i en sådan grad, at nomade-livet i dag tiltaler mig, ønsker jeg samtidigt ikke at lade mine eventuelt kommende børn vokse op med konstante flytninger og nye omgangskredse.
Fordi det primært er grundet min karrieredrøm, at det moralske dilemma “har alle ret til at få børn?” spøger, og fordi den gennemsnitlige danske kvinde på nuværende tidspunkt kun føder 1,7 børn, hvilket er for få til at kunne opretholde Danmarks nuværende befolkningstal (kilde: Danmarks Statistik, dst.dk), kan jeg samtidig ikke lade være med at spørge mig selv: er det som sund og velfungerende danske kvinde min pligt at bidrage til samfundet ved at blive mor?
Skal jeg vælge mit drømmejob fra?
Hvad skal i det hele taget drive den danske “børneproduktion” i fremtiden?
Drømmen om kernefamilien »Jeg bliver jo enormt glad, når jeg har dem med i min barnevogn i Rema1000. Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke. Så tror de, at jeg er en mor på barsel, som er ude for at købe en liter mælk og en pakke rugbrød. Det synes jeg er en fed følelse«.
Den unge Mie forsøger i sin mangel på børn at erstatte sit savn med to realborndukker i vinyl. De giver hende mulighed for at udspille ovenstående scenarie uden at omverdenen vil lægge mærke til, at Mie faktisk ikke er har gennemgået en virkelig fødsel. Den unge kvinde gør det dermed også klart, at det biologiske kald ikke er den eneste faktor, der spiller en rolle i ønsket om at blive mor; det gør vores omgivelsers forventninger og accept også.
Selvom vi lever i et vestligt land, der, i takt med at de danske kvinder fik stemmeret og kom på arbejdsmarkedet, generelt har vænnet sig til at huse karrierekvinder, der vælger at finde lykken i deres arbejde i stedet for at få børn i deres 20’ere, er “kernefamilien” stadig et koncept, mange danskere kender til og stræber efter. At passe ind i normen er ikke en ukendt motivationsfaktor, og det er derfor heller ikke underligt, at Mies ønske om at kunne være på barsel som enhver anden kvinde betyder noget for hendes identitetsdannelse. Denne tankegang giver anledning til at stille endnu et spørgsmål. For hvis moderrollen betyder så meget for en kvindens identitetsdannelse, er netop denne pointe måske altoverskyggende: hvem har ret til at tage retten til at få børn fra en hvilken som helst kvinde? Til trods for dette emnes kompleksitet er jeg om ikke andet sikker på svaret til sidst opstillede spørgsmål: det har ingen!
Selvom Mie i sin artikel bliver portrætteret som værende noget af et unikum, har den unge kvinde haft både selvindsigt og medlidenhed nok til at gøre, hvad alle fødedygtige kvinder fremover burde overveje i forbindelse med at ville sætte børn i verden. Nemlig hvad det vil sige at være, og ikke at være, mor…?
I takt med at #metoo fænomenet vandt indpas på de sociale medier, gav det mig anledning til refleksion over det at være mor til en lille dreng. En dreng som en dag bliver en voksen mand, som behandler kvinder ordentligt – og alle andre for den sags skyld. Men hvordan vejleder jeg ham bedst på vej?
Den man tugter elsker man Mine forældre sagde altid, at drengene kun nev og drillede, fordi de godt kunne lide mig. Hvilket temmelig sikkert var sandt. Jeg er også sikker på at ham håndværkeren, som råbte ubehagelige tilbud efter mig, da jeg som 22 årig kom cyklende forbi i min sommerkjole, godt kunne lide mig og i høj grad ønskede sig, at jeg vendte mig om og takkede ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at han ikke havde til hensigt at skabe utryghed hos mig…men det gjorde han!
Stammer denne adfærd i virkeligheden fra barndommen? Hvor vi bagatelliserer et puf eller en drilsk kommentar og dækker det ind under ”den man tugter elsker man”? Er det i virkeligheden uskyldige skolegårdsdrillerier, som har taget til i grovhed?
Jeg kender ikke svaret, men under alle omstændigheder synes jeg, at vi forældre skal aftale, at det stopper lige nu!
Æblet falder sjældent langt fra stammen… Om Harvey Weinsteins far var en lige så stor idiot, som han har vist sig at være, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er dog ret sikker på, at den måde vi som forældre kommunikerer både med vores ord og kropssprog er toneangivende for, hvordan vores små poder kommer til at gribe verden an. Jeg vil gerne have at den mand, som min søn vokser op og bliver, forstår at længden på en kvindes kjole, ikke definerer en invitation til hendes intimsfære. Ligesom at han skal forstå, at han på ingen måde er berettiget til at give hende et nap bagi eller ”helt tilfældigt” komme til at stå lidt for tæt på i køen i Netto. Med en 19 måneder gammel spirrevip, som allerede har charmeret sin del af stewardesser, butiks- og restaurant personale, kan jeg godt se, at han får brug for god vejledning tidligt.
Fra mit perspektiv er det altafgørende, at vi som forældre danner fælles front. For mødrene kan prædike respekt for personlige grænser nok så meget, hvis ikke fædrene i praksis udviser den adfærd, så er der altså meget langt i mål.
Men hvad må man så? Al diskrimination er uacceptabel i min optik. Jeg ønsker at lære min søn, at det ikke er hverken køn, race, religion eller for den sags skyld seksualitet som definerer os som mennesker. Det er den måde, vi opfører os på, og det bidrag vi vælger at give til verden.
Jeg anerkender at #metoo fænomenet udspringer af et problem, som er langt større og mere komplekst, end den løsning jeg kan hitte på hjemme i hjørnesofaen en fredag aften. Samtidig mener jeg også, at al forandring starter i det små, og at den indsats vi som forældre gør for at vejlede vores børn ind i voksenlivet, er altafgørende for verdensbilledet om 100 år.
For mig handler det ikke om at stille forbud op og lære min søn, hvad dårlig adfærd er, tværtimod! Det handler om at vise ham hvordan man respektfuldt begår sig ude i verden, og hvordan man komplimenterer en kvinde, uden at hun skal føle sig forulempet, for det er vel i virkeligheden ikke så svært?
Unge mødre kan godt være seje – det er Nathalie et bevis på!
Af Ena Hajdari
Mange af os har ofte et snævret syn på unge forældre, der vælger at bringe et barn til verden mellem rusende fester, lysende cigaretglød, Carlsbergflasker og Roskilde festivaller, men lægger vi vores kontroversielle og fordomsfyldte briller til side, kan vi hurtigt få et glimt af den seje pige, der valgte at blive mor midt i sin ungdom.
»Aldrig har jeg følt mig så stærk og i live som i dét øjeblik. Jeg var drevet af uendelige fysiske kræfter, og som en anden løvemor skulle jeg bare have min søn til mig for at passe på ham med det samme. Inde i mit hoved, var jeg den sejeste brølende hunløve,« skriver Nathalie i sin blog om sin søns fødsel.
Nathalie er 24 år gammel, og for knap 3 år siden ventede hun og hendes nuværende mand en søn. I dag er hun fuldtidsstuderende og i fuld gang med at færdiggøre sin kandidat i digitalt design og kommunikation på ITU-universitetet. Som 21-årig var Nathalie – ved siden af studie, studiejob og ungdomslivet – stensikker; hun skulle være mor. Det blev hun også, og i dag er hun stolt mor, studerende og hustru som 24-årig:
»Min graviditet blev modtaget, som mange andres gør af min nærmeste familie og venner: Positivt. De kender min mand og jeg godt nok til at vide, at vi var et sted i vores liv, hvor vi drømte om et barn, og vi kunne håndtere det,« fortæller Nathalie og fortsætter:
»De mere fjerne bekendtskaber tog det dog ikke helt så glædeligt. Der var ingen familiemedlemmer eller venner som decideret sagde noget negativt, men jeg kunne se på deres ansigtsudtryk, at de blev chokeret. Andre spurgte ind til, om jeg ikke kom til at savne at feste eller tage i byen, ud fra en antagelse om, at det måtte jeg jo gå op i, når jeg var 21 år.”
Den seje kamp mod alle fordomme
Foto: Nathalie. Mark og sønnike Carl i svømmer
Vi ser dem alle vegne – de unge mødre. Vi ser dem på TV, hvor de fremstilles enten svage og utilpassede, eller også døjer de med vanskeligheder indenfor opdragelsen af deres børn på grund af uerfarenhed og splittelsen mellem at være ung og at være ansvarlig for et barn.
Det kan være særdeles svært at bryde med de fordomme der er bygget op omkring de unge forældre, der ihærdigt prøver at få familielivet til at spille. Klinikchef på fertilitetsklinikken, Rigshospitalet Søren Ziebe bakker op omkring at få børn, mens man er ung:
»Når vi går i gang med at lave børn, er biologien allerede dybt nedadgående – der er derfor flere og flere mennesker, der når at få sygdomme i deres reproduktion. Det ender dermed i barnløshed og fertilitetsbehandlinger,« fortæller han.
Ifølge Ziebe er vi nødt til at erkende, at den kvindelige krop mere er egnet til at sætte liv i verden end en kvinde i sine 30’ere, og hvis man – ligesom Nathalie og hendes mand Mark – kan koordinere studie og økonomien anstændigt omkring barnet, så burde der ikke være nogen grund til ikke at få en baby.
”Havde hun mon spurgt, om han var planlagt, hvis jeg havde været 30 år?”
Foto: Nathalie. Fødselsforberedelserne
»Den reaktion, som jeg husker bedst i dag, er fra sundhedsplejersken, der kom og besøgte os 4 dage efter min søn blev født. Hun spurgte først ind til amningen. Inden jeg nåede at svare, sagde hun, at jeg sagtens kunne stoppe med at amme, hvis jeg ville, for det var jo også hårdt at amme, særligt når man er ung mor.« fortæller Nathalie:
»Jeg blev virkelig chokeret, for amningen forløb perfekt, og jeg følte mig bestemt ikke som en dårligere eller mere udfordret mor på grund af min alder. Omvendt oplevede jeg, at det kropsligt var en fordel at være ung: Kroppen kom virkelig hurtigt på toppen igen.
Få minutter efter spurgte sundhedsplejersken os, om Carl var planlagt og sagde, at en ungdoms-mødregruppe var det bedste for mig, da det kunne være vanskeligt at tale med folk, der havde en fast indkomst. På det tidspunkt var min mand fuldtidsanset som bygningssnedker, og jeg havde et studiejob, som gav en ganske fin indtægt. Jeg følte mig igen ramt af hendes fordomme om unge forældre – havde hun mon spurgt, om han var planlagt, hvis jeg havde været 30 år?«
Nathalie og Mark skiftede efterfølgende sundhedsplejerske, og den nye sundhedsplejerske viste ingen tegn på fordomme. Nathalies hverdag som både studerende og som mor fungerer ganske fint, da man som studerende har fleksible arbejdstimer. Dog skal alting altid planlægges og koordineres nøje, og studiegruppen er forstående, hvis der skulle opstå komplikationer med sygdomme hos Carl.
»Det eneste tidspunkt det er svært, er i eksamensperioden. Som mor kan man bare ikke læse fra 7-24 hver dag i et par uger. Så man er virkelig nødt til at planlægge ens semester, så man ikke lægger en kæmpe arbejdsbelastning i slutningen. Men hvilken mor har ikke lært planlægningens dyd?« spørger hun.
Hun læner sig tæt ind mod mig, og nærmest hvisker: ”Hvordan har du det efter dit kejsersnit?”. ”Fint, jeg er faktisk rigtig glad for det”, svarer jeg forsigtigt . Hun ånder lettet op og smiler ”Det er jeg også, mine to var endda planlagte – det var bare bedre for mig”.
For første gang i 6 måneder sad jeg overfor en kvinde, som ligesom jeg selv ikke følte sig frarøvet en oplevelse eller traumatiseret af det faktum, at hendes børn var kommet til verden ved et kejsersnit – og hvor var det dog forfriskende endelig at møde én.
Hver 5. fødsel er et kejsersnit
Ifølge Sundhedsstyrelsen udgjorde kejsersnit 21,2% af alle fødsler i 2012, det er altså ca. hvert 5. Barn, som blev forløst igennem maveskindet fremfor på naturlig vis.
Efter et vellykket og veludført akut kejsersnit var det en overraskelse for mig at møde en overvægt af historier, hvor kvinderne i lang tid efter måtte bearbejde følelsen af at være blevet snydt for en naturlig fødsel og faktisk at være mindre kvindelig.
Er det ærgerligt, når det ender med kejsersnit? Man skal selvfølgelig skelne imellem planlagte og akutte kejsersnit, hvoraf der er betydeligt flere risici forbundet med det sidste. Alligevel fandt jeg det interessant, hvordan jeg efterfølgende har fået medlidende blikke og velmenende kommentarer med på vejen om, ”at det vel nok var ærgerligt, at det endte med et kejsersnit”.
For det synes jeg faktisk ikke, at det var.
Jeg føler mig på ingen måde snydt, mindre kvindelig eller ærgerlig over, at jeg endte på operationsbordet. Derimod følte jeg en lettelse, ikke kun fordi jeg på det tidspunkt havde været i gang i næsten et døgn, men også fordi det for mig betød et mere kontrolleret forløb, hvor jeg kunne få konkrete fakta samt en på forhånd planlagt proces.
Bliver ikke forberedt på kejsersnit Udfordringen for mig var dog, at jeg ikke følte mig forberedt på, at min fødsel kunne tage den drejning. Hverken i jordemoderkonsultationen eller til hospitalets fødselsforberedelse, var der nogen, der havde oplyst mig om, hvad det betyder at få foretaget et kejsersnit. Det resulterede i, at jeg ikke havde skænket det en tanke. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne ske.
Heldigvis havde jeg et par uger forinden indfundet mig nysgerrigt foran skærmen, da DR viste et kejsersnit live, hvilket i høj grad havde afdramatiseret det for mig. Jeg undrer mig dog stadig over, at det ikke vægtes højere, når man forbereder kvinder på deres fødsel.
Hvad så næste gang jeg skal føde Jeg gik bagefter til min efterfødselssamtale med en forventning om, at jeg uden problemer ville kunne vælge et kejsersnit til en fremtidig fødsel. Muligheden foreligger også, men jeg blev overrasket over, hvor lidt fødselslægen lagde skjul på, at de til enhver tid vil forsøge at overtale mig til en naturlig fødsel.
I Patienthåndbogen fremgår det at 75% af alle kvinder, som tidligere har fået foretaget kejsersnit, og som forsøger sig med en vaginal fødsel gennemfører med succes. Det efterlader mig med en risiko på 25% for, at jeg igen ender med et akut kejsersnit.
Ikke fordi, det er nemt! Spørger du mig i dag, så er det ikke en risiko, som jeg er klar til at løbe. Forsøget på en naturlig fødsel, har for mig resulteret i en større skræk for at føde, end jeg havde før, at jeg vidste, hvad det indebar.
Jeg er glad for mit kejsersnit, stolt af at have bragt et lille liv til verden og fødselsformen passede godt til mig. Ikke fordi det var let, det var det bestemt ikke. Der er intet let ved at blive skåret op på midten, og efterfølgende have nedsat følelse i hele den nedre region af maven. Det var heller ikke let, da jeg 3 uger efter blev indlagt med en sprængt blindtarm med tilhørende byld i maven. Sandsynligvis en konsekvens af kejsersnittet.
Jeg vil praktisere min ret til et planlagt kejsersnit, fordi jeg mener, at det er den rigtige fødselsform for mig, og det der giver mit barn den mest harmoniske start på livet – i sidste ende er det, hvad der vægter tungest hos mig.
HVORFOR INFORMERES DER SÅ LIDT OM KEJSERSNITTET?
“Det er indimellem en balancegang, hvor meget man skal informere om risici under fødslen, og hvor meget du skal fokusere på det spontane og normale forløb og de udsving, der er i det. Skåret lidt firkantet ud, så kan man komme til at informere så meget om risici, at det skygger for fokus på den normale spontane fødsel – som heldigvis de fleste oplever”, forklarer Anne-Marie Kjeldset fra Jordemoderforeningen.
Har du fået kejsersnit, så er “Kejserinderne” måske et netværk for dig – se HER
Er du nysgerrig og kunne tænke dig at se et kejsersnit udført? Så kan du se med HER
Vil du vide mere om kejsersnit, og hvornår et sådant udføres, kan du finde svar HER
For lidt over et år siden fik vi et nyt familiemedlem!
Han kan være i en lille kasse, har en rar stemme, og så er han ENORMT pædagogisk. Og hans tålmodighed kan række til Himalayas top!
Min yngste på snart 2 år, elsker ham! Hun gentager alt, hvad han siger og får ham til at gentage hende konstant. Hun fortæller mig glad, hvad han viser hende og har lært hende, og hun kan faktisk sno ham om sin pegefinger. Hans navn er blot A hos små børn! Det lyder som en der måske har mindre heldige tendenser med børn, men han er helt harmløs.
A’et står for App! Og hans hjem er en iPhone, for jer der ikke har gættet det.
Som det showcase af en 3’er hun er, så er hun både mega forkælet OG overset på én gang. Og ”overset”-delen kommer man ret nemt udenom med en iPad eller iPhone ved hånden. Som alle andre børn er hun nem at lokke, hvis man står i ulvetimen og gerne vil have lavet maden færdig, samtidig med man vil tømme opvaskeren, starte en maskine med vasketøj og lave lektier med ældstebarnet, mens man instruerer den mellemste i IKKE at kravle på det hvide trappegelænder for 117. gang.
For nogle år siden medvirkede jeg i en artikel i Vores Børn, hvor dem som ikke havde noget imod børns brug af teknologi blev sat op imod urtekusserne, som syntes de skal have et par pinde i hånden med et stykke forstenet tang og så lave et instrument ud af det.
For en gang skyld var jeg IKKE urtekussen. Men jeg gjorde også MEGET ud af at fortælle min bekendte, som er Journalist og stod for skrivelsen, at jeg da selvfølgelig kun tillod mine børn moderat brug af elektroniske devicer.
Det kan jeg da stadig skrive under på, at jeg gør. Det har måske bare taget en smule overhånd engang imellem med den yngste. Hendes alder taget i betragtning i hvertfald. Og mange vil helt sikkert mene, at hun allerede har taget varig skade. Men prøv I så lige at jonglere med en opvaskemaskine, vaskemaskine, trappegelænder, madlavning og 3 børn på en gang!
Snakken er ofte oppe om børn og deres telefoner, iPads og x-box. Og selv familievejleder Lola Jensen, kan jeg citere for at have sagt god for det. MODERAT vel at mærke. Herhjemme har vi da også en regel, for de store i hvertfald, som hedder 1 time i hverdagene og 3 timer i weekenddagene. Og den holder rimelig godt… i gennemsnit i hvertfald. Over et helt år. For her om sommeren og om foråret kommer det heldigvis helt af sig selv. Udelivet trækker mere i alle, og det er sgu da vigtigt de får lidt d-vitamin eunatural.
Alt med måde! Man må jo forsøge at se på fordele og ulemper ved det hele, især som mor til flere. Og trøste sig selv lidt med, at man gør sit bedste. Samvittigheden er overhovedet ikke hvid som sne! Den har pisgule pletter all over! Tilgengæld har jeg en yderst velformuleret 2-årig som kan give svar på alt og som alle kan forstå!
Da jeg var barn i 80’erne fyldte arbejde meget. Min mor havde grillbaren ved den gamle færgeovergang fra Nyborg til korsør, der hvor man i dag kører over storebæltsbroen. Ved siden af det havde hun et stort rengøringsselskab, 3 børn og en mand der arbejdede som sælger ved et firma som solgte kopimaskiner.
Jeg lærte tidligt, at hvis man vil have noget, må man også arbejde for det. Jeg lærte også ansvar og selvstændighed. De 3 ting i kombination er jo selvskrevne, hvis man vil være selvstændig og med mine forældre som forbilleder, drømte jeg i min tidlige ungdom også om at blive selvstændig en dag. En drøm som mange kvinder har i dag, hvor vi kan se mændene torne frem med den ene iværksættervirksomhed efter den anden.
Jeg blev det bare ikke… Livet med børn og andre drømme “kom i vejen”. Nu er jeg i en situation, hvor jeg overvejer at skifte fag. Og jeg overvejer igen at blive selvstændig – at kunne tilpasse mit arbejde efter mit familieliv, som har førsteprioritet.
Men fra 1. april 2016 blev det pludselig sværere for især kvinder at vælge denne drøm sammen med drømmen om at blive mor. Hvis man førhen valgte at få barn som selvstændig erhvervsdrivende, var der en barselsfond, som støttede den nybagte mor og supplerede hendes barselsdagpenge, så hun kunne opretholde en levestandard, der mindede lidt om den hun havde, da hun arbejdede. Men nu forsvandt denne fond.
Fonden var beregnet til at være selvfinansierende ved, at man opkrævede et kontingent hos selvstændige erhvervsdrivende og alle med b-indkomst, men regeringen modtog en ”shitstorm” af klager, fordi mange af dem som havde en b-indkomst, egentlig ikke var regulære selvstændige, men blot havde haft en kortvarig sidegeshæft.
En af mine bekendte er netop startet som “fuldtidsselvstændig”, med firmaet Loukrudt, der laver fint børneinteriør til minimennesket. Hun har en lille pige på 1 år, og hun ved, at hun en eller anden dag skal have en lillebror eller søster. Vi talte om manglen på barselsfond fremover, og som hun fortæller, er hun heldigvis en af de få, som har beregnet den “risiko” at skulle forsørge sig selv igennem en barsel. Men havde det her været for nogle år siden, før de fik etableret sig godt, havde det set helt anderledes ud. Og hun tror bestemt også, at det vil afskrække mange fra at blive selvstændig, hvis de ikke har fået børn endnu!
Det er ret ærgeligt, fordi mange som Louise fra Loukrudt, oplever at stå ved en skillevej når de har fået deres første barn, hvor de indser at arbejde og familieliv er et af livets store puslespil med 5 milliarder brikker, som man skal have samlet.
Jeg overvejer igen at blive selvstændig. Arbejdslivet med sig selv som chef, hvor man kan bestemme sine arbejdstider, arbejdstøj og arbejdsmetoden er enormt tiltalende. Og jeg havde (og har nok stadig) mange gode ideer til, hvordan jeg kunne blive selvstændig.
Med min mands faste indtægt, kan det være, at min drøm kan gå i opfyldelse.
Og så er det vel nok heldigt, at jeg har fået de børn, jeg ville have!
