Af Maria Lyngsø Hougaard
“Refluks – hjælp din baby” er den første danske bog om spædbørn med refluks.
Det er et område, der deler vandene i Danmark i disse år. Mange eksperter ser en stigning på området, og de senere år har forældre oprettet støttegrupper på Facebook, hjemmesider samt råbt vagt i gevær, fordi de oplever at fagpersoner mangler viden om problemet eller at refluks negligeres.
Af Nadia Jørgensen
Kalenderlyset er brændt helt i bund, og juleaften står nu endelig for døren – nu skal der julehygges. Vi skal spise både and og flæskesteg, se Disneys juleshow og til gudstjeneste, spise ris à la mande og se julekalender, danse om juletræet og åbne gaver, lege pakkeleg og måske endda få besøg af selveste Julemanden.
Men hvordan manøvrerer vi rundt i disse forskellige traditioner? Og er der overhovedet tid til det hele på samme aften, når nu familien er blevet udvidet med en lille nisse, som har både faste sove- og spisetider?
Ifølge familievejleder Lola Jensen kan det være en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvilke traditioner man vil føre videre.
Specielt efter man selv er blevet forældre, kan julen generobre en særlig plads som årets højtid, og mange siger da også, at julen er børnenes tid.
Lolas råd til at få en hyggelig jul:
1) Afstem jeres forventninger
Ifølge Lola er der ingen grund til panik, når julen nærmer sig, og to-do listen er fyldt til randen med alt det, som skal planlægges, shoppes og gøres. Det gælder om at være i god tid, og skabe en jul med de traditioner, som både du selv og din partner vægter højest.
“Som en lille ny familie er det en god start at forventningsafstemme med sin partner”, siger Lola og fortsætter:
“Det er vigtigt at gøre det i god tid, og i samme tid melde ud til familien omkring, hos hvem og hvor man holder jul. Vælg hvilke traditioner som er de vigtigste for jeres nye familie og indse, at det ikke nødvendigvis er muligt at nå det hele. Man må give lidt og tage lidt, som det er i alle andre henseender, når man skal tilpasse sig hinanden”.
Det handler om at finde frem til nærværet og hyggen i julen, og efter der er kommet ét eller flere børn i familien, så kan det blive nødvendigt at justere en smule på juleaften.
“Alle dem fra min generation siger, at vi jo ikke sådan lavede om på juleaften for børnenes skyld. Vi spiste klokken 18, pakkede gaver op klokken 20, og børnene kom brugte i seng sent på aftenen. Og det er også rigtig, ” siger Lola og uddyber:
“Forskellen på den gang og nu er dog simpelthen den, at børnene har en anden hverdag nu, end de havde den gang, og det gælder også for julen.”
I dag er hverdagen langt mere travl for børnefamilier, og julen kan hurtigt ende med nedsmeltninger på stribe. Hvis vi vil undgå det, så er vi nødt til at tilpasse juleaften en smule til børnene.
“Det handler om at skabe nogle traditioner, hvor der ikke danses rundt om børnenes behov, men som dog alligevel tilgodeser dem og dermed også deres forældre”, pointerer Lola.
På samme måde kan det måske også være en god ide at starte juleaften tidligere end klokken 17.30. Der er jo ikke nogen som siger, at det ikke kunne være en god ide allerede at mødes klokken 15. Så har man mere tid til at hjælpes ad med det sidste, og børnene kan lege lidt rundt imens.
2) Undgå gaveræset
For nogle familier kan gaveræset blive en udfordring, og måske er man så mange samlet til jul, at gavestrømmen nærmest ingen ende vil tage. Ifølge Lola kan en mulig løsning på dette være at lave en aftale om, at alle må give to gaver maksimum.
“På den måde undgår vi, at julestemningen forsvinder i gaveræs, og vi bevarer plads til hyggen og julemagien”.
Det kan således også være en god ide, at de mindste kan pakke gaver op inden maden. Så kan de små blive puttet efter maden, hvor det så er de større børn og voksne, som deler gaver ud og danser om juletræet. På den måde undgår vi, at den lille kravlenisse er blevet helt skæv i øjnene af træthed, og nu slet ikke kan overkomme at skulle forholde sig til gaver.
Børnene bliver trætte, selvom det er juleaften, derfor er der ingen ide i, at alt det med gaver og dansen om juletræet nødvendigvis skal forskubbes til efter klokken 20. Hvis først vi har udkørte børn, så bliver det sjældent hyggeligt for hverken dem eller mor og far. Derfor mener Lola, at det hele skal tilpasses lidt, hvilket sagtens kan lade sig gøre uden at miste den traditionelle jul.
3) Julemand og mandelgave
De fleste voksne vil nok tilslutte sig, at julemanden ikke findes, mens han for de fleste mindre børn, fremstår meget virkelig. Vi Forældre fortæller, ifølge Lola, alt for levende om Julemanden og nisser, og vi skal passe på, at det ikke bliver på de voksnes præmisser.
“Jeg elsker traditioner, men med hensyn til Julemanden, så skal det forblive på børnenes præmisser og på et niveau, som de kan forstå og er trygge ved”, siger Lola.
I sin bog ”Må vi så få ro!” præciserer hun dette nærmere og lægger vægt på, at vi forældre ikke må bruge Julemanden som et hjælpemiddel til god opførsel. Det kan skabe en uro og usikkerhed i de små, som er unødvendig.
Ligesom det siges, at der kun er én Julemand, er der i mange familier også kun én mandel i ris à la manden med tilhørende gave. Også selvom der måske er flere børn tilstede som alle spiser hurtigt op i sin iver på at finde mandlen.
Her er beskeden klar fra Lola:
“Det er bare med at komme i gang. Jo tidligere vi starter med at lære vores børn det, jo nemmere bliver det for dem at håndtere det. Tab og vind med samme sind, det er denne situation en oplagt mulighed til at vise dem”.
4) Julen som et glansbillede
Der er intet galt med at se tilbage på sin egen barndoms jul og mindes den søde tid med familien samlet, og et julebord der bugnede. Det er dog bare ikke hele sandheden, mener Lola.
“Det er ligesom om, at der er en tendens til, at folk nærmest får juleglimmer i øjnene, når de tænker tilbage på juletiden fra deres barndom. Den gang kunne det også ske, at man glemte at komme sukker i dejen eller brændte vaniljekransene på, men det lagde man ikke mærke til og derfor er det heller ikke det, vi husker”.
Det bedste råd som Lola kan give, er derfor, at vi prøver at slippe ideen om, at julen skal være det perfekte glansbillede.
“For når vi først har indstillet os på det, så kan vi bedre tåle det, når noget går galt. Julen bliver garanteret ikke som tænkt, men det gør ikke noget, vi skal bare skrue ned for forventningerne”, afslutter hun.
Lola er uden tvivl en stor fortaler for både traditioner, fællesskab og jul, men hun mener, det er vigtigt, at vi ikke forsøger at overgå hinanden på alle mulige planer.
Hendes afsluttende råd er derfor at der skrues ned for noget af al julevirakken og i stedet skrues op for nærvær og hygge.
Og så er der vidst kun tilbage at sige – Rigtig Glædelig Jul!
***********
Om eksperten:
Lola Jensen er familievejleder, og kendt fra bl.a. TV2 Go` Morgen Danmark, hvor hun rådgiver om problematikker i forbindelse med børn og familier.
Hun er desuden forfatter til bogen ”Må vi så få ro!” som udkom på Politikens Forlag i august 2017.
Af Maria Lyngsø Hougaard
I følge ny forskning kan små børns brug af skærme være mere ødelæggende end vi måske gik og troede – eller vil se i øjnene.
“Få styr på dit barns digitale verden” hedder en ny bog af psykolog Ulla Dyrløv, der har speciale i børns trivsel. I bogen ‘viser’ den erfarne familieterapeut, hvorfor tablets til de mindste kan skade deres udvikling. Her er pointen, at små børn under 3 år ikke har godt af at bruge skærme og har meget bedre af at vente. Det tilfører ikke noget godt i den alder, som de ikke har bedre af at være foruden.
Når så børnene bliver større, kan en tablet sagtens tilføre noget godt, men det kræver, at vi forældre guider og sætter tydelige grænser for forbruget.
Er det flot, at en 1-årig kan bruge iPad?
Jeg stod selv for nogle år siden med et forældrepar, der stolte fortalte mig, at de havde brugt en del af deres påskeferie på at lære deres 1-årige at bruge iPad. Indeni tænkte jeg; er det nu en flot bedrift? Jeg var ikke selv mor dengang, men jeg var bevidst om, at jeg ikke ville se nogen grund til ligefrem at lære sin 1-årige at bruge en iPad.
Ifølge bogen – og de undersøgelser som Ulla Dyrlev bygger sin viden på – så er det direkte skadeligt for det lille barn under 3 år at bruge tablets. Simpelthen fordi barnet ikke får udviklet sin krop og sanser lige så godt som med fysisk legetøj og aktivitet – man ser faktisk, at de nyere generationer af børn har dårligere håndmotorik end tidligere generationer og er meget mere stillesiddende.
Tablets skaber afhængighed
Men hvad så, når lille Oda virker så glad for sin tablet? Det skyldes faktisk hjernens belønningssystem, hvor stoffet dopamin udløses, når barnet har en succesoplevelse på skærmen. Præcis som hvis det kæmper med at lære at gå og lykkes med det – det er bare meget hårdere! Derfor kan man risikere, at barnet vil foretrække skærmens udfordringen frem for virkelighedens.
Med fysisk legetøj og aktiviteter udvikler barnet sine motoriske evner, sin fantasi og lærer at kæmpe for at opnå mål.
Skærme er ikke bandlyst
Det er ikke, fordi Ulla Dyrlev og forskerne synes, at vi nu bare skal smide alle vores tablets ud. Det er kun børn under 3 år, der slet ikke bør bruge tablets. Det digitale er selvfølgelig en del af hverdagen for vores større børn og vi voksne. Men konklusionen er, at det er super vigtigt, at vi forholder os til udviklingen og sætter klare regler og grænser – at vi forholder os til, at brugen af tablets kan skabe store problemer i vores og vores børns liv. I bogen er der mange konkrete forslag til, hvordan man som forældre kan guide sine børn i deres forbrug.
Steve Jobs børn måtte ikke bruge tablets
Er det ikke også opsigtsvækkende at selveste Steve Jobs nægtede sine egne børn at bruge iPhone og iPads?
I et interview fra 2010 spurgte Nick Bilton, journalist og ansat påThe New York Times, Jobs: “Dine børn elsker sikkert iPaden, ikke sandt?” Jobs svarede: “De har ikke brugt den, vi begrænser den mængde af teknologi, børnene må bruge i hjemmet.”
Faktisk er der et stort antal af ledere fra de berømte Sillicon Valley virksomheder, som begrænser deres børns tid foran computerskærmen, mobilen eller tabletten. Jobs var, i hvert fald i sit eget miljø, ikke mærkelig i den forstand.
For eksempel har Co-skaberen af Twitter, Ewan William, indrømmet, at han vil foretrække, at hans børn vokser op og udvikler sig ved hjælp af bøger i stedet for iPads. Han og hans kone, Sara, køber hundrede af printede bøger, som deres børn er interesseret i. De placerer dem rundt omkring i huset.
Dit digitale barn har brug for en voksen
Også i bogen “Dit digitale barn har brug for en voksen” af Lykke Møller Kristensen, mener Lykke, at vi som forældre skal tage styringen på vores børns digitale verden. For nok er de født ind i den digitale verden, men de er ikke digitalt indfødte. De skal guides.
Hun er ikke i tvivl om, at det ikke kun er muligt at ændre den nuværende tilstand, men også at det er højst nødvendigt. Og at ansvaret er de voksnes.
Bogen forbinder forskning og studier til gode råd og cases, uanset om det handler om et barn i indskolingsalderen, en teenager eller en ny på de sociale medier. Forfatterens fokus er på, hvad vi kan gøre for at opdrage, vejlede og lære af udviklingen.
Hvordan ændrer vi tingenes nuværende tilstand?
Uddrag fra “Dit digitale barn har brug for en voksen”:
I takt med at de digitale medier udviklede sig, og vi udviklede os med, var der nogle, der forstod konsekvenserne og mulighederne. Det var ikke dem, der har ansvaret for børn og unges trivsel eller læring. Det var derimod den industri, der skulle sælge varer og markedsføre.
Udviklingen førte nogle initiativer med sig men medførte først og fremmest en digital brugerkultur, der har været mindre bevidst og mere hovedkulds.
Måske det er på tide at kigge nærmere på de ting, vi ikke gjorde eller kun sporadisk tog initiativ til undervejs, for at finde en metode til at ændre tingenes nuværende tilstand.
Af Ena Hajdari og Maria Lyngsø Hougaard
I en tid med store klimaforandringer og snak om, at det kan hjælpe, hvis vi spiser mindre kød, der er der kommet et større fokus på plantebaseret kost. Det virker til, at flere familier har indført en kødfri dag om ugen, og på min arbejdsplads er flere gået over til vegetar-kost til frokost, selvom de ikke er vegetarer. Faktisk lever mere end 160.000 voksne danskere som veganere og vegetarer, og tallet er stigende.
Der er dog et område, hvor vegansk og vegetarisk kost er mere udskældt; til små børn. Mange mener, at det er for farligt, fordi børn vil mangle nogle vigtige ingredienser, og kosten vil være for ensidig.
Diætist Maria Felding er specialiseret inden for plantebaseret ernæring, og hun er i gang med at skrive en bog om plantebaseret kost stil børn ammen med jurist, forfatter og veganer Mia Sommer:
Risici forbundet med vegansk/vegetarisk kost til småbørn
”Med hensyn til vegansk/vegetarisk ernæring til de helt små, så anbefaler sundhedsstyrelsen og fødevarestyrelsen det ikke. Årsagen til det er, at de ikke mener, at man ikke får sammensat den rigtige ernæring, der giver kroppen de nødvendige vitaminer, mineraler, proteiner mm. Der kan med andre ord være risici i forhold til mangler.”Maria er dog ikke afvisende for en vegansk kost til de små:
”Det kan man rette op på, hvis man er sikker på at sammensætte den rigtige kost. Dermed kan man sikre sig, at man får al den næring som kroppen skal bruge, og samtidig undgå kød og andre dyrebaserede produkter.
Jeg mener også, at danskerne spiser usundt. En dansk kost bliver hurtigt mangelfuld. Vi spiser ganske enkelt ikke særlig sundt i Danmark. Vi spiser ikke særlig mange grøntsager eller fuldkorn og frø, som vi jo bliver anbefalet at spise. Så når vi i forvejen ikke spiser særlig sunde fødevarer, og derudover går ind og fjerner kød, mælk, ost og æg, så mangler kroppen endnu flere næringsstoffer, end den gjorde før. Derfor er det vigtigt at sammensætte en god og planlagt kost, hvis man vælger at blive vegetar/veganer.”
Det kan være svært at finde en ekspert på området, som kan guide en til at sammensætte en ideel kost. Derfor er det ikke let for den almindelige borger i Danmark at søge viden og information om en plantebaseret kost, uden at skulle arbejde for meget for det.
Sundhedsstyrelsen godkender vegetarkost – men ikke vegansk
Spørger man Sundhedsstyrelsen, kan vegetarkost sagtens gå an. Men styrelsen siger nej til vegansk kost til børn under to år.
»Børn på vegansk kost kan let komme til at mangle B12-vitamin, og det kan være farligt«, siger professor Kim Fleischer Michaelsen, der rådgiver Sundhedsstyrelsen om spædbørns ernæring. Han uddyber:
»Vi er bekymrede, da vi har set børn indlagt med irreversible hjerneskader, fordi de mangler B12 på grund af veganerkost. Hjernen vokser mindre, og deres psykomotoriske udvikling kan blive reduceret«.
Barnets ernæring under graviditeten og de to første leveår er vigtig, fordi den skaber de grundlæggende byggesten for deres videre vækst og udvikling.
Det er svært at gøre på en ren veganerkost, så i Sundhedsstyrelsens håndbog til sundhedspersonale frarådes den, og det tilrådes, at barnets vækst følges nøje, hvis familien insisterer på kostformen. Det er dog noget andet med vegetarbabyer:
»Der ligger solid forskning bag anbefalingerne, som skal sikre, at børn i den første sårbare periode af deres liv får præcis den ernæring, de behøver for at vokse optimalt. Vi fastslår også, at vegetarisk kost kan give tilstrækkelig ernæring til børn under to år, så formuleringen om at vegetarbabyer bliver mistænkeliggjort, undrer os lidt«, siger sundhedsplejerske Annette Poulsen, Sundhedsstyrelsen.
(kilde: Politiken.dk)
Maria Felding mener dog ikke, at det er så stort et problem at lade sine børn leve vegansk, hvis bare man sætter sig ordentlig ind i det:
“Mangel på B12 vitamin kan nemt forebygges ved at tage et tilskud af det. Sundhedsmyndighederne i flere andre lande har allerede anerkendt, at en velplanlagt vegansk kost er passende til alle stadier i livet. Det behøver ikke at være svært at ernære sine børn vegansk, man skal bare vide hvordan”, forklarer Maria Felding.
Familie på fem: Vi er veganere
Af Maria Lyngsø Hougaard
Der er efterhånden mange forskellige tumlemøbler på markedet, der skal inspirere vores børn til bevægelse og bedre motorik – et område, som har det svært. De fleste forældre kender til Bobles, der har formået at gøre sig meget bemærket og populært. Men der er faktisk andre meget charmerende muligheder, som i hvert fald vores vennekreds ikke kendte til.
Fabeldyr i stuen
Jeg faldt over Tumblemee, der virkelig forstår at lave tumlemøbler, der er funktionelle. I deres univers er tumlemøblerne fabeldyr. Rigtig pæne og diskrete møbler med en lille stregtegning på – noget man sagtens kan se blende ind i møblerne i stuen.
Fler-funktionel
Vi har fået besøg af det magiske fabeldyr Melo, der består af fire dele. Melo er super praktisk, fordi delene kan sættes sammen, så det bare er en samlet firkant. Men hvis man så skiller den ad, så har man fx en stol og et bord.
Sættes alle dele på rækker, så har man en bane. Og hvis man køber en bump, sætter den fast på “bordet”, så har man en vippe. Og den store del kan også bruges som bro.
Det er virkelig fedt, at Tumblemee har tænkt over funktionaliteten – at der er så mange funktioner i ét tumblemøbel.
Skabt af forældre
TumbleMee er lavet af et forælderpar i Silkeborg. De ledte efter tumlemøbler med et roligt udtryk, som de ikke ville have lyst til at rydde op hver dag, når børnene var gået i seng. Og så fik de fysioterapeuter ind over for at sikre, at aktivitetsmøblerne har gode motoriske udviklingsmuligheder.
En eventyrlig historie
Hvert fabeldyr har fået en historie, hvilket er rigtig hyggeligt. Det er dog ikke noget, min søn på 2 år rigtig har registreret. Netop fordi tumblemøblerne er så simple og neutrale, så ser han dem ikke som “dyr”, men mere som elementer han kan lege på.
Møbler for hele familien
Af Melissa Ejlersen
De seneste 2 år har jeg været så heldig, at være en del af verdens bedste klub – Forældreklubben! En klub hvor meningerne om opdragelse er mange og heldigvis for det! Lad mig fra en start slå fast, at jeg ikke tro på den gyldne formel. Alle familier skal finde ud af hvad der virker for dem og praktisere familieliv derefter. Jeg synes dog, at det er enormt spændende, når andre forældre deler ud af deres erfaringer og perspektiver på opdragelse, ligesom jeg sætter stor pris, på alle de gode og velmenende råd, som jeg har fået gennem de sidste par år. For fremtiden ønsker jeg mig, at flere forældre har lyst til at dele deres historier og indsigter, herunder deler jeg aller ydmygst min.
Et af de bedste råd jeg har modtaget har været, at kigge nærmere på ”Attachment Parenting” nok bedre kendt som ”Ifavnsk forældreskab”. Teorien bag metoden er, at en stærk tilknytning mellem forældre og barn danner det bedste fundament for barnets udvikling. Jeg er langt fra 100% ifavner, men finder stor inspiration i tilgangen og for mig, har bekendtskabet med Ifavn betydet et langt mere autentisk forældreskab, end jeg ville have kunnet praktisere med en traditionel tilgang til opdragelse.
Forbered dig på graviditet, fødsel og forældrerollen
”If you fail to plan, you plan to fail”. Det var næppe opdragelse Benjamin Franklin havde i tankerne, men citatet understøtter fint det Ifavnske ”forberedelsesprincip”, som handler om at forberede sig grundigt til forældreskabet. En ægte ifavner tager aktivt stilling til sin fødselsplan, sin egen rolle som forælder og tilegner sig dybdegående viden omkring børns udviklingsstadier og ikke mindst, holder sig opdateret på anbefalinger indenfor pleje af spædbørn forud for fødslen.
Med et akut kejsersnit i bagagen, er jeg den første til at falde i med ”du kan aldrig helt forberede dig til en fødsel” koret. Jeg ville dog ønske at jeg havde gjort mig lidt mere umage forud for min fødsel. For jeg tror på, at forståelse for den proces kroppen skal igennem, kan imødekomme en stor del af den usikkerhed som man kan opleve som førstegangsfødende og dermed, bidrage til en langt bedre fødselsoplevelse. Hospitalerne tilbyder et forløb, men der er også gode alternativer at finde hos private udbydere.
Søger du indsigt i børns udviklingsstadier, er min anbefaling er at du stifter bekendtskab med Tigerspringsteorien i bogen ”Vidunderlige uger”, som jeg synes giver det bedste overblik og redskaber til at håndtere og imødekomme barnets udvikling. Til dem som hellere ”vil se filmen”, findes der en ret udmærket app, som også advarer dig et par dage før det går løs – de af jer som kender teorien, ved hvad jeg mener…
Vær opmærksom og opfang signaler
Forestil dig at du ikke har dine ord til, at forklare når noget går dig på, eller når et andet menneske overskrider dine grænser. Det er vores små guldklumpers virkelighed, når de kommer til verden. Den eneste måde de kan kommunikere er ved hjælp af gråd. Ifølge de ifavnske principper er det altafgørende, at den dybereliggende årsag til gråden identificeres og behandles kærligt.
For mig var det en øjenåbner, for jeg har altid tænkt at børn enten er sultne, trætte eller skal skiftes. Da jeg begyndte at se nærmere på de konkrete årsager til min søns gråd, lærte jeg for det første mit barn endnu bedre at kende, og at kunne komme hans behov i forkøbet. Eksempelvis blev han lynhurtigt overstimuleret, og det kunne tage flere timer at få ham til at falde til ro. Ved at begynde at imødekomme, anderkende og forstå hans behov, opstod der langt færre tilfælde af overstimulation, og fordi vi kendte tegnene kunne vi reagere før en situation løb af sporet. Som en sidegevinst er han, i takt med at han er blevet ældre, også selv begyndt at forespørge de små pauser og afbræk, en evne jeg tilskriver vores vedvarende fokus på at forstå hans behov.
Kropskontakt og kærlig respons
Har du valgt 100% Ifavn, har du også valgt nærvær både dag og nat. Ifølge Ifavn har børn brug for at have deres forældre helt tæt på for at føle sig trygge og udvikle sig. Helt grundlæggende skal du anerkende og møde barnets følelsesmæssige tilstand, for at kunne trøste og flytte barnets fokus et nyt sted hen. Amning anbefales så længe barnet selv har lyst og det er udbredt, at bære børnene i slynger eller bæreseler ligesom, at samsovning er i højsæde hos de ifavnske forældre.
Jeg nåede kun at amme min søn i 4 uger. Store mængder antibiotika, som følge af en blindtarmsbetændelse satte en gevaldig stopper for den hyggestund, og på trods af en ihærdig amme-marathon indsats lykkedes det aldrig at få gang i madkasserne igen. I mit tilfælde var det sygdom, men der kan være mange årsager til, at amning fravælges frivillige som ufrivillige. Det vigtigste for mig var, at vedligeholde det kærlige momentum omkring måltiddet, og det lykkedes så fint med en masse hud-mod-hud og en sutteflaske.
En af de steder, hvor ifavn for alvor har ændret mit perspektiv er i forhold til samsovning. Jeg troede at man for alt i verden skulle holde baby ude af far og mors seng! Jeg fandt dog hurtigt ud af, at vores søvnkvalitet blev markant bedre, hvis han sov i sengen hos os. Til en start sov han i sin babynest og rykkede permanent i smørhullet, da han blev for stor til den. I dag fungerer hans juniorseng som en naturlig forlængelse af vores, pladsen i midten er nu heldigt nok tilfaldet mig. Det er tydeligt at mærke, at det i perioder med rivende udvikling er et helle for ham, at sove helt tæt som da han var baby, men at han også som selvstændighedsalderen kommer tættere og tættere på, også sætter pris på at have sit eget område.
Mad med kærlighed og respekt
Af Sophie Rud
I takt med at vores globale verden rent transportmæssigt er blevet mindre, rejser danskerne som aldrig før. Og selvom sommeren klart er højsæson for familie-bilferier i Europa, er alle skolens ferier mere eller mindre populære rejseperioder. Men foruden de mange positive konsekvenser ved denne udvikling, må man selvfølgelig også tage sine forholdsregler og stille sig spørgsmålet: hvordan forbereder man bedst sin familie på at skulle ud i verden i en tid, hvor nyhedsmedier dagligt truer med terror, atomkrig og andre angstprovokerende scenarier?
Erkendelse af at det ikke er ufarligt
SAN FRANCISCO, USA: Kalenderen siger den 4. juli 2016, og jeg står mod snuden retten mod en farverig himmel, der ved hjælp af festligt fyrværkeri lyser natten op over den ikoniske, røde bro. Den amerikanske nationaldag er uden tvivl en fest, de fleste amerikanere ser frem til, men i udbredelsen af amerikansk popkultur er traditionen efterhånden kendt verden rundt.
Jeg rejste derfor i sommeren for nu snart 2 år siden til Californien for at opleve unikke San Francisco i højtidshumør. Det var ikke før, jeg stod på én af byens havnefronter og så ud over Golden Gate Bridge, at det gik op for mig, hvilket perfekt terrormål jeg og de resterende mange mennesker udgjorde. Fra at have glædet mig til larm og kaos, blev jeg pludselig underlig til mode og skulle tvinge mig selv til ikke at søge tilflugt på mit hotelværelse. For første gang i hele mit liv, blev jeg ramt af en reel og berettiget frygt for menneskelig modbydelighed i form af terrorangreb. Det stod mig pludselig klart, at det selvfølgelig ikke er ufarligt at rejse ud i verden.
Selvom jeg i dag tænker tilbage på mit rejseminde med et smil på læben, satte oplevelsen alligevel sine spor. Dette til trods for, at jeg er voksen og har rejst flere gange om årligt hele mit liv. I et forsøg på at komme denne følelse til livs, vil denne artikel give et bud på, hvordan man italesætter den frygt, både børn og vokse kan opleve i forbindelse med overstimulering af nyheder:
Billeder og lyd er overalt
I takt med at de sociale medier vokser og i takt med, at moderne børn bliver en del af den virtuelle verden i en ung alder, er det umuligt at holde voldsomme nyhedsforsider ude af både voksnes og børns hverdag. Truende nyhedsreportager findes i kilometervis, og det er derfor kontraproduktivt at forsøge at skære denne del ud af vores liv. I stedet giver det mening at komme virkeligheden i møde.
At se nyheder med sine børn i rolige og trygge omgivelser kan være en måde at komme frygten til livs på. Selvom det er fristende at slukke for fjernsynet, råder blandt andet Red Barnet i artiklen “6 råd om at tale med sit barn ved terrorangreb” til, at forældre italesætter dét, der vises på skærmen. Giv dine børn indtrykket af, at du har medfølelse for de mennesker, der lider overlast, men fortæl dem også, at verdenssituationen er i bedring. Jo mere fokus der er på lysten til forbedring, jo stærkere bliver håbet om verdensfred. For både børn og voksne. Dette vil også skabe en fællesfølelse familiens medlemmer imellem.
Det handler om at gøre det op med sig selv som voksen, at man ikke ønsker at tage sig selv og sin familie som gidsel i frygten for det ukendte. Det kan hjælpe at forsøge at smide frygten for terror i kategorien med frygten for uheld i trafikken, pludselig sygdom og naturkatastrofer. Disse scenarier er selvfølgelig alle reelle trusler, der påvirker vores hverdag, men de fleste mennesker er klar over, at vi ingen indflydelse har på tilfældige uheld. Så længe man tager sine forholdsregler (læs: tjek altid Udenrigsministeriets rejsevejledning for din rejsedestination), kan risikoen for terror psykologisk ligestilles med frygten for hverdagsulykker. Hvis man kan få dette tankemønster etableret, er man godt klædt på til at guide sine børn igennem den angst, de muligvis oplever i en teknologisk og visuel tid.
Der er forskel på børn
Som beskrevet i ovenstående er det vigtigt at italesætte frygten for terror, men ikke alle børn reagerer på terrortrusler og andre brutaliteter på samme vis. Psykologer råder derfor til, at man møder sit barn lige dér, hvor barnet ønsker det. Selvom det er vigtigt at præsentere ens børn for den virkelige verden, er der samtidig ikke behov for at forhaste eller fremtvinge en reaktion hos dem. Som også beskrevet i førnævnte artikel fra Red Barnet, skal man huske “at ikke alle børn bliver påvirket. Det betyder ikke, at de mangler empati”.
Små børn skal derudover heller ikke have tekniske og komplekse forklaringer på, hvordan verden fungerer, hvor større børn derimod godt kan have behov for at tale mere dybdegående om emnet. De yngre familiemedlemmers alder underordet er det dog lige vigtigt at gøre det klart overfor sine børn, at I som voksne har til opgave at passe på dem. Hvis de voksne stræber efter at være i balance og efter at lytte, vil det give børnene en følelse af stabilitet. Det er nemlig ikke kun frygten for terror, der rammer den enkelte og fylder til dagligt. Skovbrande i Nordamerika, truslen om atomvåben og snakken om krig er alle emner, man ikke kan undgå at blive konfronteret med, hvis man er bosat i den vestlige verden. Turen på sommerferie vil være en god anledning til generelt at få emnet om “verden udenfor” vendt, også fordi den hårdfine grænse mellem det faktuelle farlige og det blot nye og ukendte kan være svær at finde.
Er du i tvivl?
Vi tumler hjemme hos os – i stor stil! Når man er to år, som min søn, virker det til at ligge helt naturligt at bruge sin krop. Og på ofte imponerende vis udfordre den, hvor man nærmest ved, at det vil gå galt…op på hesten igen. Eller elgen, hvis man har et tumlemøbel fra Units.
Men hvert 3. barn har faktisk motoriske vanskeligheder, og det er desværre langt flere end for bare ti år siden. Ikke fordi børn i dag ikke fødes med deres instinktive lyst til at bevæge sig, men fordi der er faktorer, der bremser dem. Så som forældre kan vi ikke bare forvente, at det kommer af sig selv.
Det forklarer Chalotte Runge, der er ekspert i børn og motorik samt ejer af motorikcenter.dk:
“Sammenlignet med for bare for 10 år siden, er det virkelig gået ned ad bakke. Det er både noget, jeg selv oplever, hører fra pædagoger og andre professionelle og det viser forskningen også. iPad’en har virkelig fået sit indtog, og den vinder simpelthen over den aktive leg. Det kommer til udtryk mange steder, fx. barnets muligheder for at være med i legen med de andre børn på legepladsen, i idræt og i frikvartererne,” fortæller hun og fortsætter:
“Men faktisk også på, hvor god er man til at sidde stille i skolen. Man kan forestille sig en pyramide, og bunden er vores centralnervesystem og længere oppe er sanserne og motorikken, øverst er det kognitive.
Hvis barnet eksempelvis har svært ved at sortere i de sanseindtryk, der kommer ind i hjernen, så forstyrrer det motorikken og det bliver svært for barnet at finde roen i kroppen og sidde stille og lytte til, hvad der bliver sagt. Det kan godt se ud til, at det er motoriske problemer, men det handler måske mere om barnets regulering. Det kan også handle om det rent motoriske, hvor barnet ikke har særlig god styrke i muskulaturen omkring kropsstammen, så kan man heller ikke holde sin krop i sådan en stabil stilling, som det er at sidde stille”, siger Chalotte.
Men når et lille barn bliver født, må motorikken vel have de samme forudsætninger som for 10 år siden. Og så kan det jo undre en, at den gode motorik ikke kommer helt af sig selv. Det har Chalotte en forklaring på:
“Det gør det også et langt stykke hen ad vejen. Hvis man ser på et land som fx Nepal, så har børnene her slet ikke de samme motoriske problemer, som vi oplever i Danmark. Så det kommer af sig selv, hvis ikke vi saboterer det for børnene. Med det mener jeg, hvis vi hjælper børnene for meget – vi lader dem sidde i skråstole alt for længe, så de ikke skal ligge så længe på maven, fordi barnet måske ikke gider ligge på maven”, forklarer Chalotte Runge og uddyber: “Vi hjælper generelt børn for meget. Helt elementære dagligdags ting som at tage tøj på og hjælpe ved madlavningen træner motorikken. Men hvis vi lader barnet øve sig, så kommer det af sig selv. Og vi skal forstå, at hjernen har brug for virkelig mange gentagelser – det skal vi skabe plads til. I stedet for at sige, at de ikke må gå op på et trappetrin, fordi vi er bange for, at de falder, så sid ved siden af dem og se dem gå op og ned. Gentagelserne styrker hjernens indre gps og giver et stærkt fundament for videre udvikling”.
Hjemme hos os bruger vi alt muligt til at lave en slags agility-baner. Anker på to år elsker at kravle rundt fra object til object. Og der er faktisk flere derude, der på kreativ vis prøver at hjælpe os med at dyrke vores børns motorik og motivere dem til at bevæge deres krop. Vi er lige nu i gang med at afprøve nogle af de tumlemøbler, som er lidt nyere på markedet, og alle ikke har opdaget endnu. Vi kravler rundt på dyrene fra Units og fabeldyrene fra Tumblemee, og her kan du læse vores anmeldelse af Units produkterne – snart kommer også en anmeldelse af Tumblemee.
Tumlemøbler eller ej, så kan du som forælder gøre meget for at motivere forklarer Chalotte:
“Jeg bruger hellere ordet inspirere, når det kommer til børn. Hvis vi går vejen som forældre, så synes de, at det er super fedt. Vi siger, at de skal lægge iPaden væk for at bevæge sig, men vi står selv med en iPhone i hånden. Vi skal være gode rollemodeller frem for at kræve, at de skal stå på et ben, når de børster tænder. Vi forældre vælger ofte den lette løsning med skærmen, men prøv at skabe nogle områder i hjemmet, som direkte lægger op til aktivitet – områder, hvor man kan bygge ting, tumle og være kreative. Meget legetøj i dag er alt for forudsigelig; tryk på knappen, så blinker lampen – så børnene bliver ikke sat til at tænke selv. At bygge en bane ud af puder, tumlemøbler og kasser udvikler derimod kreativiteten,” understreger Chalotte:
“Vær en rollemodel; tag børnene med ud i skoven, læg dig selv ned på gulvet og begynd at tumle med dem. Sæt en krog i loftet og hæng en ring op. Lad være med at pinde det for meget ud, at nu skal vi bevæge os – skab istedet plads til at den kreative leg kan udfolde sig.”
Sæt i gang!
Første gang jeg læste overskriften, krummede jeg tæer. Det var svært for mig at forstå, hvordan jeg skulle få min søn til at opføre sig ordentligt uden at opdrage, irettesætte eller synliggøre konsekvensen af hans handlinger. Men efter at have læst bogen, har jeg nu fået fyldt min værktøjskasse godt og grundigt op.
Drop opdragelsen – hvad er den nu af?
På trods af en titel der kan minde en om unger, der hænger i gardinerne og raserer bedsteforældrenes hus, mens mor og far trækker på skuldrene, så er det langt fra tilfældet. Fie beskriver på fineste vis værdien af at skifte udskammende sprog og konsekvensopdragelse ud med personlige grænser og klar kommunikation. Da jeg er skeptisk af natur, måtte jeg selvfølgelig prøve det af i praksis, før jeg for alvor købte ind på metoden.
Som alle andre 2-årige, finder min søn stor fornøjelse i at hælde indholdet af sit krus udover bordet. Som alle mødre til 2-årige, er jeg efterhånden ved at være træt af at tørre op efter ham. Jeg ved godt, at han ikke gør noget for at provokere eller med vilje. I disse tilfælde kommer jeg ofte til at optrappe konflikten ved, at bruge en masse ord til at forklare ham, hvorfor at det ikke er i orden. I søndags da der igen var plasket en deciliter mælk udover spisebordet, besluttede jeg mig for at prøve Fies metode af, så i stedet for min sædvanlige tilgang, som så ofte har resulteret i mere spildt mælk, sagde jeg helt roligt; ”Jeg vil ikke have, at du hælder din mælk ud på bordet”, og sørme om det ikke så ud til at barnet lyttede! Faktisk har han slet ikke hældt mælk udover bordet siden – ikke med vilje i hvert fald.
Lederskab i relationen
Selvom Fie i bogen lægger stor vægt på den ligeværdige relation, understreger hun samtidig også vigtigheden af, at forældrene tager lederskabet. Forældrene bærer ansvaret for at sætte personlige grænser på en ordentlig måde, hvor både toneleje og ord er afgørende for, hvordan modtageren, i dette tilfælde barnet, opfatter budskabet.
Gennem hele bogen kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til mit professionelle liv, hvor jeg i høj grad gør mig umage for at kommunikere ordentligt, men efter kl. 16 nok nærmere indtager rollen som pædagog, hvilket ifølge bogen er uhensigtsmæssigt. Børn har brug for autentiske forældre, som sætter klare rammer, fremfor at forklare og gå på kompromis med egne overbevisninger og grænser. Er det ikke i virkeligheden også det, som vi i bund og grund alle sammen ønsker at lære vores børn, at være i stand til at sætte personlige grænser og være autentiske i deres relationer?
En klassisk konflikt
I kapitel 7 tager Fie måltidet op til revision. I en travl hverdag er aftensmåltidet et samlingspunkt og en klassisk skueplads for konflikter. Under overskiften ”Lad det fælles måltid være en invitation”, giver Fie sit bud på, hvordan måltider skal håndteres, så de bliver mindre konfliktfyldte. Her foreslår hun blandt andet, at forældrene undgår at blande sig i hvor meget eller hvad børnene vælger at spise, og at vi streger den gamle devise om, at der skal spise op. Ved at kontrollere børnenes indtag af mad, undertrykker vi i virkeligheden deres evne til at mærke efter og sætte deres egne personlige grænser. Derudover rammer Fie i min optik hovedet på sømmet, når hun i kapitlet understreger, at det ofte er forældrenes uindfriede forventninger til måltidets grad af ”hygge”, som skaber en stor del af konflikterne.
Den vigtigste læring, som jeg tager med fra bogen er, at det i sidste ende ”blot” handler om anderkendelse, nærvær og at give plads til barnets naturlige reaktioner. Når vi sætter sætter grænser og bestemmer, hvad de må og ikke må, er det helt naturligt, at de vil reagere med både tårer og mindre fine gloser – og det er okay! Vores vigtigste rolle som forældre er så at rumme dem og vise dem, hvordan man forholder sig respektfuldt til både sig selv og andre mennesker.
Med bogen ”Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt” har Fie Hørby begået en anbefalelsesværdig håndbog til børnefamiler, som ønsker at undgå dagligdagens konflikter. Bogen byder på lige dele teori og praksis, som gør den let læselig og relaterbar. Underbygget med gode eksempler og øvelser, byder Fie op til en refleksion over ens eget forældreskab – uden at nedgøre eller gøre brug af den ”banke oveni hovedet retorik” som ellers ofte kendetegner forældreskabsdebatten.
Af Maria Lyngsø Hougaard
Flyverdragten er ikke længere forbeholdt børn, håndværkere og fiskere. Den er virkelig dukket op i bybilledet – på voksne!
Den er også blevet set på en af de klassiske not-lister, der ofte dukker op, når vi skriver “nytår” i kalenderen – der var én, der syntes, det var skørt med flyverdragt til et voksent menneske. Men når jeg kigger på gadebilledet viser det, at alle langt fra er enige. Og jeg er hvert fald ikke – det giver da så god mening!
