Af Jordemoder Christina B. Friis
Du har garanteret allerede læst en hel masse om graviditet, fødsel og amning. Det kan absolut være en jungle at finde rundt i alle de filosofier, informationer og debatforums, der findes. Nogle vil sige, at det var som at skide en ananas, da baby kom ud – andre at det var som at smutte en mandel. Andre ting, taler man ikke om, selvom de er helt naturlige, normale og sker for alle.
Af Nanna Vie Kaysen
For to år siden udkom den første danske bog om refluks hos babyer ”Refluks – hjælp din baby” – udgivet af Baby Instituttet. Vi har talt med Camilla Kristiansen – medforfatter på bogen – om refluks og viden indenfor området.
Af Nadia Jørgensen
Alle fødsler er forskellige, som også alle mødre er det. Nogle mindes den måske med glædestårer i øjnene, mens andre husker det som et traumatisk øjeblik, hvor de gav slip på al kontrol. Når man som kvinde har født ved kejsersnit, kan der være brug for at få ordentlig gang i den fysiske og mentale helingsproces, fordi kejsersnittet måske ikke var planlagt, og fysikken er slået tilbage.
Af Maria Lyngsø Hougaard
Jeg håber, at andre ved at læse min beretning, kan få en god følelse med deres kommende fødsel. Alt for ofte fortæller kun de kvinder, der har haft en dårlig oplevelse – også selvom man står højgravid ved siden af dem, og det er det sidste, man har brug for.
13 dage over termin blev vi ringet op om morgenen – Hvidovre Hospital var klar til at tage vandet. Vi kunne roligt afvente, at farmor kom og tog storebror, og da vi ankom på hospitalet, var der stille og god tid. En rigtig sød jordemoder ved navn Emilie tog imod os. Hun havde læst, at jeg var nervøs for fødslen, så måske derfor tog hun sig god tid, gav mig tid til et langt bad, en god frokost og bookede fødegangens største fødestue med et kar, der kunne lyse badevandet op i alle mulige farver.
Af Camilla Anderson, Mor til Bertram
Alle vi mødre har hver især vores unikke fødselsoplevelser. Jeg har selv en lettere tåget erindring om min egen fødsel som noget med stor smerte, følelser i alle retninger, (mange) dybe vejrtrækninger, en tidsfornemmelse som helt flød ud og til sidst to små meget mørkeblå øjne, som kiggede direkte ind i mine. Jeg kan også (svagt) huske den søde jordemoder, som hjalp min søn til verden og som tak fik blod på sit tøj. Men jeg har ingen anelse om, hvordan hun egentlig oplevede min fødsel.
Derfor har jeg talt med jordemoder Hanne Albrecht Sylvest Munch fra Hillerød Hospital for at blive klogere på, hvordan en fødsel opleves fra jordemoderens synspunkt.
Jordemoder Hannes personlige oplevelse af fødslen
At Hanne er blevet jordemoder er ikke helt tilfældigt. Hendes far er fødselslæge, så hun er blevet inspireret en del af ham.
I niende klasse fik hun muligheden for at komme i erhvervspraktik på en fødegang og blev så grebet af et naturens vidundere under fødslen, at hun endte med at blive jordemoder. I dag er hun glad for den forskel, hun kan gøre for familierne via sit job, og hun kan stadig blive så grebet af et fødselsforløb, at hun bagefter må en tur ud i vagtstuen, og dele det med det andet sundhedspersonale:
”Jamen jeg får bare så stor respekt for, at vores kroppe er bygget til at kunne føde,” fortæller hun med begejstring i stemmen.
Da jeg spørger Hanne, hvilken del af fødslen hun synes bedst om, tøver hun, men svarer så:
”Det er klart afslutningen på fødslen; selve pressefasen som er højdepunktet og mest spændende. Altså tidspunktet hvor kvinden skal presse hovedet ud, og hun skal guides nænsomt, men bestemt.
Ellers er min yndlingsfase også lige, når barnet er født og kommet op til mor (og far). Det er så rørende hver eneste gang.”
Men der kan også være en hage ved pressefasen, påpeger hun:
”Jeg kan godt blive lidt nervøs, hvis det er en kvinde, der lader til at føde hurtigt, og jeg ikke er forberedt på det med diverse ting, der skal være på stuen, udpakning af fødebord mm. Men det er nu sjældent et problem.”
Hanne fortæller, at det ofte ses som en negativ ting, når man må skifte jordemoder midt i en fødsel, og hun synes også selv, at det kan være svært at slippe en familie, som hun har fulgt i mange timer. Alligevel understreger hun, at der også findes et positivt aspekt i skiftet, idet en ny frisk jordemoder, kan bringe fornyet energi til fødestuen.
Hannes gode råd til de forskellige faser:
Før fødslen
Før fødslen er det en god ide at opsøge en form for fødselsforberedelse. Ifølge Hanne føder kvinder, som har gået til fødselsforberedelse generelt hurtigere og ankommer senere til fødegangen, fordi de føler sig tryggere ved forløbet. På den måde bliver hele oplevelsen af fødslen anderledes.:
”Jo mere man kan arbejde med sine veer derhjemme, jo bedre.” mener Hanne.
Desuden er det en god ide at orientere sig om, hvilke former for smertelindring der findes, og hvornår man kan bruge det. En epiduralblokade er eksempelvis ikke noget, som kan lægges under hele forløbet. Hanne understreger i øvrigt, at jordemødre generelt ikke er modstandere af epiduralblokade, men at den kan forstyrre fødslen – og hvis den bliver lagt for sent har den ingen positiv effekt, og så får man kun de negative bivirkninger, den kan have.
Udvidningsfasen
Her skal du tænke i afslapning og afspænding, hvis du kan. Få tanket op med mad, drikke og hvile. Når veerne begynder at nive så prøv at bruge en varmepude, tage et varmt brusebad og tag Panodil.
Det er bedst at vente med at komme på fødegangen, til man er i aktiv fødsel for ellers kommer fødslen til at opleves som værende meget lang. Jo længere man kan blive hjemme i rolige, trygge omgivelser, jo bedre. Ind imellem kan man ringe ind og blive beroliget af en jordemoder, og det er vigtigt, at man har en aftale med hospitalet, inden man kører ind, så jordemoder og fødestue er klar.
Nedtrængningsfasen
Når barnet skal ned gennem bækkenet, er det vigtigt at arbejde med veerne og bruge tyngdekraften til at skubbe barnet barnet længere ned med. Dvs. at man ikke bør ligge i den samme stilling, og at man ind imellem kommer op at sidde eller stå.
Selve den stilling man vil føde i til sidst, skal man aftale med jordemoderen, fordi hun skal kunne støtte mellemkødet og holde igen på barnets hoved når barnet presses ud.
Pressefasen
De fleste har en tendens til at presse oppe i hovedet, men når barnet skal ud, skal man presse ligesom, når man skal på toilettet. Det er hårdt for mor og barn at presse, så pressefasen skal helst være så kort som muligt.
Når barnet er kommet ud
Når moderen har født barnet, skal hun også føde moderkagen, men den er blød og typisk nem af føde. Jordemoderen holder på maven og på navlestrengen, mens det sker, fordi det kan forebygge blødning.
Baby skal helst ligge hos moderen de første to timer, da det er den tryggeste overgang for barnet. Jordemoderen sørger for, at familien kan få ro så hurtigt som muligt.
Hvis det er muligt, vil det være en fordel ikke at have alt for mange besøgende i starten.
Hvis man ønsker at amme, så forsøg at påbegynde amningen inden for de første par timer på fødestuen. Amning er noget som skal læres, så det er ikke udsædvanligt med lidt startvanskeligheder. Det vigtigste er, ifølge Hanne, at man tror på at det kommer til at lykkes, selv om det er svært i starten.
| “Den normale fødsel”
Den normale fødsel indledes af spontane veer eller vandafgang mellem 37. og 42. graviditetsuge. De fleste fødsler starter med veer. Kun 10-20 procent starter med vandafgang (slimproppen kan dog gå op til flere uger inden fødslen). Starter fødslen med vandafgang, skal man helst have født inden for et døgn pga. risiko for infektion hos mor eller barn. Man bør derfor kontakte fødestedet hvis man er i tvivl om vandet er gået. Fødslen deles op i: Udvidningsfasen. Livmodermunden skal udvide sig 10 cm. For førstegangsfødende er omkring ½ -1 cm i timen normalt. Når livmodermunden er åbnet 4 cm og der ingen livmoderhals er tilbage, defineres det som udgangspunkt som, at man er i aktiv fødsel. Nedtrængningsfasen. I denne fase skal barnet trænge helt ned gennem bækkenet. Pressefasen. Når barnet kommer længere ned, begynder man at få pressetrang og veerne føles anderledes. Først når barnet står helt nede i bækkenbunden, må man begynde at presse. Når barnet og moderkagen er født, er fødslen overstået Kilde: sundhed.dk og Hanne A. S. Munch |
Af Melissa Ejlersen
Hun læner sig tæt ind mod mig, og nærmest hvisker: ”Hvordan har du det efter dit kejsersnit?”. ”Fint, jeg er faktisk rigtig glad for det”, svarer jeg forsigtigt . Hun ånder lettet op og smiler ”Det er jeg også, mine to var endda planlagte – det var bare bedre for mig”.
For første gang i 6 måneder sad jeg overfor en kvinde, som ligesom jeg selv ikke følte sig frarøvet en oplevelse eller traumatiseret af det faktum, at hendes børn var kommet til verden ved et kejsersnit – og hvor var det dog forfriskende endelig at møde én.
Hver 5. fødsel er et kejsersnit
Ifølge Sundhedsstyrelsen udgjorde kejsersnit 21,2% af alle fødsler i 2012, det er altså ca. hvert 5. Barn, som blev forløst igennem maveskindet fremfor på naturlig vis.
Efter et vellykket og veludført akut kejsersnit var det en overraskelse for mig at møde en overvægt af historier, hvor kvinderne i lang tid efter måtte bearbejde følelsen af at være blevet snydt for en naturlig fødsel og faktisk at være mindre kvindelig.
Er det ærgerligt, når det ender med kejsersnit?
Man skal selvfølgelig skelne imellem planlagte og akutte kejsersnit, hvoraf der er betydeligt flere risici forbundet med det sidste. Alligevel fandt jeg det interessant, hvordan jeg efterfølgende har fået medlidende blikke og velmenende kommentarer med på vejen om, ”at det vel nok var ærgerligt, at det endte med et kejsersnit”.
For det synes jeg faktisk ikke, at det var.
Jeg føler mig på ingen måde snydt, mindre kvindelig eller ærgerlig over, at jeg endte på operationsbordet. Derimod følte jeg en lettelse, ikke kun fordi jeg på det tidspunkt havde været i gang i næsten et døgn, men også fordi det for mig betød et mere kontrolleret forløb, hvor jeg kunne få konkrete fakta samt en på forhånd planlagt proces.
Bliver ikke forberedt på kejsersnit
Udfordringen for mig var dog, at jeg ikke følte mig forberedt på, at min fødsel kunne tage den drejning. Hverken i jordemoderkonsultationen eller til hospitalets fødselsforberedelse, var der nogen, der havde oplyst mig om, hvad det betyder at få foretaget et kejsersnit. Det resulterede i, at jeg ikke havde skænket det en tanke. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne ske.
Heldigvis havde jeg et par uger forinden indfundet mig nysgerrigt foran skærmen, da DR viste et kejsersnit live, hvilket i høj grad havde afdramatiseret det for mig. Jeg undrer mig dog stadig over, at det ikke vægtes højere, når man forbereder kvinder på deres fødsel.
Hvad så næste gang jeg skal føde
Jeg gik bagefter til min efterfødselssamtale med en forventning om, at jeg uden problemer ville kunne vælge et kejsersnit til en fremtidig fødsel. Muligheden foreligger også, men jeg blev overrasket over, hvor lidt fødselslægen lagde skjul på, at de til enhver tid vil forsøge at overtale mig til en naturlig fødsel.
I Patienthåndbogen fremgår det at 75% af alle kvinder, som tidligere har fået foretaget kejsersnit, og som forsøger sig med en vaginal fødsel gennemfører med succes. Det efterlader mig med en risiko på 25% for, at jeg igen ender med et akut kejsersnit.
Ikke fordi, det er nemt!
Spørger du mig i dag, så er det ikke en risiko, som jeg er klar til at løbe. Forsøget på en naturlig fødsel, har for mig resulteret i en større skræk for at føde, end jeg havde før, at jeg vidste, hvad det indebar.
Jeg er glad for mit kejsersnit, stolt af at have bragt et lille liv til verden og fødselsformen passede godt til mig. Ikke fordi det var let, det var det bestemt ikke. Der er intet let ved at blive skåret op på midten, og efterfølgende have nedsat følelse i hele den nedre region af maven. Det var heller ikke let, da jeg 3 uger efter blev indlagt med en sprængt blindtarm med tilhørende byld i maven. Sandsynligvis en konsekvens af kejsersnittet.
Jeg vil praktisere min ret til et planlagt kejsersnit, fordi jeg mener, at det er den rigtige fødselsform for mig, og det der giver mit barn den mest harmoniske start på livet – i sidste ende er det, hvad der vægter tungest hos mig.
| HVORFOR INFORMERES DER SÅ LIDT OM KEJSERSNITTET? “Det er indimellem en balancegang, hvor meget man skal informere om risici under fødslen, og hvor meget du skal fokusere på det spontane og normale forløb og de udsving, der er i det. Skåret lidt firkantet ud, så kan man komme til at informere så meget om risici, at det skygger for fokus på den normale spontane fødsel – som heldigvis de fleste oplever”, forklarer Anne-Marie Kjeldset fra Jordemoderforeningen. |
Har du fået kejsersnit, så er “Kejserinderne” måske et netværk for dig – se HER
Er du nysgerrig og kunne tænke dig at se et kejsersnit udført? Så kan du se med HER
Vil du vide mere om kejsersnit, og hvornår et sådant udføres, kan du finde svar HER
Af Maria Lyngsø Hougaard
Jeg tør godt påstå, at den største og mest generelle udfordring for forældre kan staves med fire bogstaver: SØVN
Både barnets mangel på søvn og forældrenes. Men også dårlige søvnrutiner. Kamp med putning, alt for korte lure og en døgnrytme, der resulterer i et træt barn. Og mange tyr til søvn-hjælpemidler som slyngevugge, musik, bamser med livmoderlyde, og jeg kunne blive ved.
Det er dog nok de færreste, der har haft besøg af en jordemoder, der ved en masse om små børn og blandt søvn – eller måske ved, at man kan det. Men når søvnen nu er noget af det vigtigste for, at vi og ikke mindst vores børn fungerer, har energi og overskud til at udvikle sig, hvorfor så ikke ty til lidt hjælp udefra, hvis du er havnet i et søvn-kaos?!
Langtidsputning og powernaps
Før vi fik vores søn, læste jeg bøger om søvn i et forsøg på at komme eventuelle udfordringer i forkøbet og starte godt ud. Men alligevel kan jeg nu sætte flueben ud for nogle af de helt gængse af slagsen; Putning på flere timer med en baby, der vågner hele tiden og søger mit bryst som sut – og en pylret baby efter alt for korte dags-lure.
Min søn på lidt over tre måneder sover sådan set godt, når han først giver efter for natten, men vejen derhen kan snildt tage flere timer. Sådan var det slet ikke de første måneder af hans liv, hvor han blot skulle ammes i søvn, og så var det ellers fjong.
Nu er det som om, han “tror”, at brystet skal bruges som redskab til at falde i søvn, og derfor vågner han mange gange i løbet af de første timer efter putning, fordi han i søvnen “opdager”, at brystet er væk. Og hvilken voksen ville ikke også reagere, hvis vi faldt i søvn på én måde og så pludselig registrerede i en let søvnperiode, at det var ændret. Jeg sover ved siden af ham om natten, men han går en del tidligere i seng end os, og det er i de timer, han har mange opvågninger.
En masse gode bøger er læst, og teorier afprøvet. For eksempel op-ned-metoden, hvor man putter sin baby i vuggen, og tager ham op og trøster ved gråd, hvorefter han skal lægges tilbage, når der er ro på igen og så gentage – men hvad så, når baby ikke falder til ro.
Ønsket er, at han kan få mere ro og en dybere og længere søvn ved for eksempel at ammes/gives mad og derefter lægges i sin vugge og falde i en god søvn. Og at dagslurene bliver længere, så den lille hjerne kan få lidt ro og hvile midt på dagen.
Mål: Længere dagslure
Jordemoder Ditte Bach, der står bag “Baby Instituttet” og “Det private barselshotel”, hjælper forældre med alt fra amning til søvn.
Da jeg kontakter Ditte, tænker jeg, det da må kunne betale sig for alle dem, der kæmper – for tænk hvis vi kan give vores søn en bedre søvn, og han kan falde i søvn uden at skulle “narres” med bryst eller slyngevugge, der så pludselig er væk.
En søndag i juni får vi første gang besøg af Ditte. I dagene forinden har jeg på hendes opfordring noteret alle lure og amning, så hun kan få et indtryk af min søns rytmer og problemer. Hun tager så udgangspunkt i lige netop hans styrker, svagheder og vaner.
Ditte har fortalt, at hun først vil fokusere på dagslurene, fordi Anker er mere frisk om dagen, og alle lærer bare bedst, når de ikke er smadder trætte.
Slyngevuggen er en bjørnetjeneste
Da Ditte ankommer, ser hun straks slyngevuggen, der hænger i en krog i vores loft. Og som hun siger, virker den helt bestemt, problemet er bare, at den ofte gør forældre en bjørnetjeneste. For hvad så når baby bliver for stor til den, men nu har lært at falde hoppende i søvn?! Ditte kommer ud til forældre, der står og hopper med deres store etårige barn i favnen, og sveden piblende på panden blot for at putte. Mange børn vokser nemlig ikke fra sove-vaner før måske langt op i skolealderen, ligesom de fleste vokser fra at lege med bamser.
Teori og forskning
Jeg er meget spændt på, hvad den her jordemoder kan gøre. Det er endnu ikke lykkes mig, at få sønnike til at sove i sin barnevogn, uden vi skal ud og trave en tur og endelig ikke må stille vognen. Og lange lure fandtes kun i starten, så han er slet ikke veludhvilet, når han vågner. Så hvad vil hun gøre – svinge en tryllestav?!
Nej, Ditte tager udgangspunkt i sin store erfaring med babyer, for hun har haft rigtig mange i armene. Hun udelukker først det fysiologiske, for problemerne kan stamme fra væske i ørerne eller reflux. Derefter ser hun på Ankers søvnmønster. Det er nemlig forskelligt fra baby til baby, hvad der skal til at give et bedre søvnmønster.
Ditte kan også en masse teori og forskning om børn og søvn, hvilket er virkelig fedt, fordi vi på den måde får en forståelse for, hvorfor det kan være svært for en lille baby at give sig hen i søvnen.
Kort fortalt arbejder menneskets urinstinkt imod den dybe søvn, fordi det er under den dybe søvn, at vi kan blive slået ihjel eller man kan sætte ild til vores hytte. Men vi voksne i vesten har lært at slippe kontrollen, når vi låser døren i vores trygge hjem. Så babyer skal også opdage, at de lever i et samfund, hvor der ikke sker noget, og hvor mor og far (de livsvigtige hjælpere) ikke forsvinder, imens den dybe søvn indtræder.
Derudover ved babyer faktisk godt, at de har meget travlt med at lære og udvikle sig det første år, og derfor kæmper de imod søvnen, der kan se ud som spild af tid – men de skulle bare vide, hvor ekstremt vigtig søvnen netop er for deres udvikling!
Vi står måbende og ser på
Vi går ud i vores gård og putter min søn i barnevognen.
Som han plejer, begynder han at klage og være utilfreds over at skulle sove. Men Ditte er kærligt overbevisende (hvilket tydeligt beroliger) og med udgangspunkt i præcis hans’ søvnmønster og kunnen, hjælper hun ham hen mod søvnen. Men han skal selv klare det sidste stykke, mens vognen står stille – han skal nemlig opleve at falde i søvn, uden vognen bevæger sig, for hvis han falder i søvn i en vogn i bevægelse, vil han på et tidspunkt i den lette søvn registere, at den ikke bevæger sig længere – og derfor vågne.
Men omvendt kan man heller ikke lægge en baby i vognen og ikke gøre noget, så han hjælpes nogle gange helt hen til punktet, lige inden han falder i søvn.
Vi står måbende og ser ham falde i søvn, mens vognen står stille. Og mens vi sidder indenfor og lærer mere om søvnen, løber vi et par gange ud, når han vågner (ved de naturlige lette opvågninger hvert 45. minut), og hjælper ham til at komme videre i søvnen. Målet er, at han ikke vil vågne helt op og dermed vil få længere lure. For 45 min er slet ikke nok for en lille baby i kæmpe udvikling. Der skal helst halvanden til.
Første “eksamen”
Da jeg senere selv skal klare dagslur nummer to med Dittes teknikker, er jeg lidt nervøs og tænker, at det sikkert kun er Ditte, der kan. Men vupti; jeg føler mig pludselig meget overbevisende i det, jeg gør, fordi jeg ikke står og er i tvivl om, hvorvidt det jeg gør, kan føre til succes. Og det skaber tryghed og ro hos min søn som hjælpes mod søvnen på fire minutter og falder i søvn i en stillestående barnevogn, mens jeg blot synger lige så stille. Hurra!
Næste dag byder på lidt mere udfordring, da han efter kun 20 min i sin barnevogn vågner med et stort smil og vidtåbne øjne, der tydeligt siger; så skal vi lege mor! Det tager en hel del tålmodighed at få ham tilbage i søvnen… men det er ikke mindre fedt, da det så endelig lykkes! Og den følgende uge må jeg sande, at Rom ikke blev bygget på en dag, og det nogle gange går rigtig godt og andre mindre godt. Men vi er helt sikkert på vej i den rigtige retning med de gode lange lure, som små babyer har brug for!
Og vi ser noget ret fantastisk ske med vores søn. Han begynder at vågne veludhvilet, glad og kan ligge i sin barnevogn og hygge. Han er meget mindre pylret, griner endnu mere og begynder at udforske verden med mere overskud. Nu har han ikke brug for, at mor skal give ham ranglen, fordi han er træt – nu har han energien til selv at finde ud af, hvordan han skal få fat i den og udvikle sin motoriske kunnen.
Bygger på stor erfaring
Af Julie Holmgaard Thomsen Foto Melissa Jean
Jeg har lige været til en venindes 29 års fødselsdag. Den ene halvdel repræsenterede flerbørnsmødre, den anden halvdel var gravide, sådan cirka. Der blev talt heftigt om hurtige fødsler, smertefulde fødsler, moderkager og babyspark. Og for især de førstegangs gravide, der deltog var der lige dele af uro, glæde og frygt ved spisebordet.
En enkelt var noget bekymret for turen til fødegangen, da hun bor over 40 km fra sygehuset, og turen med en masse bump, mørke landeveje og en gammel bil uden servostyring, huede hende ikke ligefrem. Det førte mig naturligt nok til spørgsmålet – ”Hvorfor føder du så ikke bare hjemme?”, og før jeg næsten havde sagt sætningen færdigt, svarede hun promte ”NEJ”, og flere af de andre om bordet stemte i! Årsagen ? – Utryghed og uvished! Som førstegangsmor aner man jo ikke hvad man går ind til, og man kan også have nogle fysiske årsager til, at man slet ikke må føde hjemme, hvilket også var tilfældet her!
Men flere og flere vælger at føde hjemme i dag, og en undersøgelse blandt Jordemoderforeningens medlemmer har vist, at halvdelen af jordemødrene vælger at føde hjemme. De vælger det, fordi det for dem er det mest naturlige og trygge at gøre i egne kendte rammer! Og de tror også, at endnu flere ville vælge det i dag, hvis de fik mere viden herom fra graviditetens start og fandt ud af, at det er mindst lige så risikofrit at føde hjemme som på sygehuset – og alle vores bedstemødre gjorde det jo!
Jordemødrene har jo også førstehåndserfaring med, hvad besparelser har gjort for personalet, og den service de kan tilbyde de fødende. Den årsag alene må også være grund nok til, at både de og flere mødre vælger hjemmefødsel i dag.
Mig selv? Jeg valgte at føde ude! Årsag – Tryghed! Min første fødsel startede en måned for tidligt, så der spillede tryghed ikke så meget ind, som nødvendighed! Anden gang – skulle jeg og mine lille pode være indlagt i 2 døgn til observation pga. en infektion. Så der var det også en nødvendighed!
Den tredje og sidste gang talte vi meget om at føde hjemme – fordi jeg tilsyneladende ”spytter dem ud som mandler”, og sandsynligheden for at føde hjemme var næsten større end at nå på fødegangen – selvom jeg kun bor 800 meter fra den! Fordi jeg netop har været omkring blokken et par gange som fødende, har man vel efterhånden lidt erfaring omkring det med at føde og bør rimelig nemt kunne træffe den beslutning? Hvis ikke man havde en ægtefælle, en masse naboer og en lejlighed på første sal til at sætte en stopper for det. For hvem orker virkelig at fylde et badekar i stuen, som skal tømmes og slæbes ned igennem opgangen efterfølgende, risikere at naboen ringer til politiet, fordi man råber og skriger en hel nat, og selv udsætte sin mand for at skulle smide moderkage, vand med blod og fødekar på lossepladsen med en kammerat dagen derpå? Ikke jeg tydeligvis.
Jeg fortryder ikke mit valg – jeg er simpelthen ikke urtekusse nok til, at jeg turde tage springet den sidste gang og føde i eget hjem. Men hey – jeg havde også nogle fantastiske gode fødsler med kompetente, rolige jordmødre på fødegangen i Aalborg
– trods nedskæringer og besparelser!
Jordemoder: Signe Hasseriis
Job: Jordemoder på Hvidovre Hospital og underviser hos fødselsforberedelsen MamaProfylax
1) Hvorfor kan det være godt at tage fødselsforberedelse ud over det offentliges?
Meget af det fødselsforberedelse, der tilbydes i det offentlige, giver rigtig god information og viden om en fødsel, men det handler ikke særlig meget om det kropslige og mentale aspekt af en fødsel.
Mange kvinder ved godt, at de skal spænde af i musklerne under deres fødsel, men når der er en livmodermuskel på omkring 1 kg, som arbejder under fødslen, er der mange, som bliver udfordret i at spænde af i kroppen.
Hos MamaProfylax lærer man, hvordan man spænder af, og man lærer en vejrtrækningsteknik med 3 forskellige gear, som kan hjælpe én med afspændingen og samtidig give en lindrende effekt i fødselsarbejdet . Fordi mange kvinder synes det kan være svært, klæder vi partneren godt på til at kunne støtte kvinden under fødselsarbejdet. Hvis hun har god støtte i sin partner, er hun allerede rigtig langt!
Os der underviser hos MamaProfylax ser til dagligt, hvad det er for nogle processer, kvinderne går igennem, både fysiologisk og psykologisk, under en fødsel, og dette forsøger vi at formidle videre til parrene i undervisningen.
2) Hvad oplever du, at de gravide får ud af det?
Min erfaring med kvinder, som går til MamaProfylax er, at de oplever større selvtillid og overskud under deres fødsel. De får en forståelse for, at man faktisk kan gøre noget selv for at påvirke fødselsarbejdet positivt. Mange kvinder ser det også som en gave, at de har en partner med til deres fødsel, som også tager initiativ og ansvar og som har en række konkrete redskaber, som kan hjælpe hende undervejs i fødselsarbejdet. Mange oplever en følelse af, at det er noget, de har gjort sammen.
3) Hvad er det vigtigste for den fødende at huske til fødslen?
